Henrik Dahl: Helle vil stege i eget program.

Dagens berlingske har meget logisk analyse af Henrik Dahl!

------------>

Henrik Dahl: Efter et ydmygende nederlag kunne Helle Thorning-Schmidt tage fat på arbejdet med at danne sin første regering. Hvordan gik det til, og hvad bliver konsekvenserne?

Kendsgerningerne først. Ved folketingsvalget i 2005 lykkedes det kun Mogens Lykketoft at opnå 25,8 procent af stemmerne. Han tog konsekvensen på selve valgaftenen og gik af.

Tilbagegang og fest

Ved valget i 2007 fik Helle Thorning-Schmidt 25,5 procent af stemmerne, men i mellemtiden havde hun udviklet en poststrukturalistisk retorik. Den fordrer, i modsætning til tidligere tiders doktriner, ikke en logisk sammenhæng mellem udtryk og indhold. Uden at blinke ud­råbte hun sit partis tilbagegang og tilbagevenden til præ-førsteverdenskrigs-niveau til en bragende succes, og i hele det politiske miljø, hvor hun bevæger sig, tog man forestillingen til sig.
Nu er Socialdemokraterne så yderligere tilbage i omegnen af præ-tyvendeårhundredes-niveau (mens dette skrives, før fintællingen, lyder resultatet på 24,9 procent), og der er blevet jublet til den lyse morgen i det gamle Folkets Hus. Fortsætter linjen, kan vi derfor vente et syv­dages karneval med helstegte pattegrise i gågaderne og fadøl i Storkespringvandet, når partiet engang nærmer sig spærre­grænsen.

Blokpolitik:

At blokpolitik i virkeligheden aldrig har betydet andet end politik uden De Radikale, men at partiet i øvrigt ikke har nogen pro­blemer med at tryne selv meget store mindretal, får vi snart at se. Sagen er nemlig, at medmindre Lars Løkke og Pia Kjærsgaard føler, de trænger til fire års restitution, har de ingen fornuftig grund til at samarbejde med Helle Thorning-Schmidts nye, uhørt splittede regering.
I det nye Folketing er de Konservative så svækkede (med kun otte mandater), at de ikke kan byttes ud med Enhedslisten, når det for eksempel gælder den løbende, økonomiske politik eller strukturelle reformer. Det giver kun 85 stemmer, hvilket ikke kan bruges til noget.
I en nøddeskal er sagen nu den, at De Radikale vil være tvunget til blokpolitik, selv om de har brugt ti år på at tage afstand fra den. Når det gælder den tredjedel af lovgivningen, der er kontroversiel, vil De Radikale være nødt til at acceptere, at enten er de med i den nye røde blok, med et fast flertal bestående af S-SF-RV-EL, eller også er der slet ikke nogen ”Regeringen Helle Thorning-Schmidt”.

Fremtiden.
Og mens Lars Løkke og Pia Kjærsgaard passer deres forsømte familier og langt om længe får ryddet op i garagen og inviteret de lidt fjernere venner til selskab, må Helle Thorning-Schmidt tage det ene slagsmål efter det andet med galningene og fantasterne, samtidig med at hun skal have Mar­grethe Vestagers evindelige belæringer om økonomisk ansvarlighed kværnende i øregangene. Godt, jeg ikke er hende!
Hvor det ender, får vi at se. Men her og nu sætter jeg mit ry som politisk analytiker ind på den påstand, at Helle Thorning-Schmidts regering vil blive ustabil og kortvarig. Mit bedste gæt er, at næste valg bliver i 2013 (eller over den strandede finanslov for 2013), og at Rød Blok vil gå ind i kampen med katastrofale meningsmålinger.